Jesu fødsel

Beskriv billedet

”Tøm” billedet for oplysninger.

  • Hvilke personer/ting/steder/handlinger kan du se?
     
  • Find og beskriv alle detaljer.
     
  • Beskriv farver, former og linjer i billedet.

Bibeltekst

Jesu fødsel
Lukasevangeliet kap. 2 v. 1-21

Læs teksten og tal om indholdet.

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!

Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Bibeltekst og billede

  • Hvilken stemning er der i bibelteksten omkring Jesus’ fødsel og hvordan synes I, at stemningen er på billedet?
     
  • Hvorfor mon Erik Hagens har placeret det lille Jesusbarn i en støvle?
     
  • Snørebåndene har en lighed med en navlestreng. Hvor bevæger snørebåndene sig hen, og hvad kan betydningen være?
     
  • Hvad tror I, farverne omkring Jesus skal symbolisere?

Kan man forme sit eget liv?

To forskellige syn på menneskets mulighed for at forme sit eget liv:

Den franske filosof Jean-Paul Sartre (1905-1980) mente, at mennesker selv former deres liv gennem de valg, de træffer. Der er ikke en forudbestemt plan, der afgør menneskers liv – heller ikke Gud. ”Enhver er sin egen lykkes smed”, siger Sartre. Denne livsopfattelse kaldes ateistisk eksistentialisme. Ateisme betyder, at man ikke tror på, at der findes en gud eller guder.

Determinisme er en anden filosofisk retning, der handler om forudbestemhed – at det ene nødvendigvis fører til det andet. Den græske filosof Demokrit (ca. 460-400 f.Kr.) mente, at menneskers handlinger var forudbestemte. Han troede, at det var atomer, der ”dryssede nedad” og påvirkede hinanden og dermed var årsag til fx menneskers valg. Lidt, som når én billardkugle rammer en anden, så den anden ryger i hullet.

Det store problem med Demokrits determinisme er, at den ikke rigtigt efterlader plads til menneskers frie valg – at vi selv bestemmer over vores liv. På den måde står determinisme i modsætning til Sartres ateistiske eksistentialisme.

I dag har vi diskussionen om arv og miljø. Hvad betyder mest for den måde, vores liv former sig på – er det dét, vi fødes med eller dét, vi udsættes for?

  • Hvad mener I om Sartres tanker om menneskets absolut frie valg ift. at styre sit eget liv?
     
  • Hvad mener I om determinismens syn på menneskets muligheder for at styre sit eget liv?
     
  • Hvordan kan man sige, at Jesus’ liv, ifølge bibelen, var forudbestemt?
     
  • Hvad kan have indflydelse på, hvor forudbestemte jeres liv kan være?


Der har gennem tiden været mange også diskussioner om, hvad mennesket fødes til. Bibelen fortæller, at Jesus blev født til at dø for at frelse mennesker fra deres synder.

  • Hvad mener I, mennesker fødes til?

Andre kunstnere

Hvordan har den flamske maler Jacob van Oost (1603–1671) valgt at fortolke bibelfortællingen om hyrdernes tilbedelse? (Se billedet til venstre).

Kunstnerens værksted

Prøv at sammenligne skitserne af Jesu fødsel med EsbjergEvangeliet i sin færdige form (se billederne til ventre).

  • Hvilke forskelle får I øje på?
     
  • Hvad kan meningen med ændringerne have været?
     

Erik Hagens er ikke den første, der maler sko. Den berømte maler Van Gogh (1853-1890) har flere malerier af sko (se billeder til venstre).

  • Van Gogh malede sin sko, og kaldte det for et selvportræt. Hvad ville han mon fortælle med dem?
     
  • Hænger det sammen med fremstillingen af Jesus i støvlen på EsbjergEvangeliet?